frygten for at være syg

Jeg tror næppe der er nogen der taler særlig meget om det med at have været psykisk syg. Men nu hvor jeg er ved at tænke over et lille recap af bloggens første år, er der jo unægtelig en del omkring min depression som jeg så må tage stilling til. Tit og ofte bliver folk, som er blevet kastet ud i en depression eller noget lignende, fremstillet som de rene helte fordi de kæmper sig vej gennem sygdomshelvedet, kæmper for en god tilværelse. Derefter er de raske igen, og klar til at gribe livet.

Det er selvfølgelig fedt nok, men jeg må ærligt indrømme at det ikke er sådan jeg har haft det. Det er faktisk en smule ambivalent.

Sygdom er noget lort, men især ved psykiske lidelser, kan det godt blive lidt tricky. Det er påfaldende nemt at gøre sin diagnose til sin identitet, især når det varer over en lang periode. Det kan være svært at sætte sig ind i, men det kan nærmest give en slags tryghedsfornemmelse. Man er deprimeret, man ligger brak og stirrer meningsløst op i loftet. Men man ved hvad det er. Man kender ligesom til følelsen, ikke? Og så kommer presset pludselig med at nu skal man være rask, for det bliver rigtig godt og der ER faktisk lys for enden af tunnellen. Jeg havde sgu ikke lyst til pludselig at blive erklæret for rask. Jeg var overbevist om at jeg ville skuffe mine pårørende, når de fandt ud af at jeg slet ikke havde det bedre - jeg troede vitterligt på at den her tomme, sorte følelse var permanent.

Da jeg så endelig følte jeg var "ude på den anden side", så skiftede stemningen straks. Det er nærmest ligesom at have et indre beredskab - hver gang man føler sig nedtrykt, vred, trist, så ville man straks begynde at frygte at man er syg igen. Man vil ikke tilbage i det sorte hul. Det er en utrolig stor stressfaktor, at man konstant skal balancere på en knivsæg. Er jeg nu syg igen? Har jeg overhoved været rask? Lyver jeg bare for mig selv? Det er i hvert fald nogle af de tanker som jeg selv har gået med.

Jeg ved ikke om det giver mening for nogen af jer, men jeg tænkte at jeg lige ville dele det. Det er altid rart at få det ud af hovedet!