"Så må vi håbe..."

Jeg har fået afslag mange gange. Men de fleste er kommet indenfor det seneste års tid. Hvis "antallet af gange Julie har fået nej" var en graf, så ville kurven eksplodere efter jeg dimitterede og så ellers bare fortsætte derudad.
Oxford sagde nej, Edinburgh sagde nej, fonde og mindelegater siger hele tiden nej, forlag siger nej, boligsøgning fejler. Det sker hele tiden, og det er fucking hårdt. Det er det sgu. Når man er vant til at kunne finde ud af det hele, ligge i toppen og få kastet ros og udmærkelser efter sit kloge hoved, så føles det ekstra nedern når man så når en barriere der ikke kan overkommes. Bevares, det er sgu ikke fordi jeg er det klogeste menneske i verden, men måske, bare måske, havde man håbet at drømmen kunne realiseres.

Det der kendetegner de fleste afslag, i hvert fald når jeg har fortalt om dem, er at folk omgående prøver at dirigere følelserne over på et andet holdepunkt, en anden drøm - "Så må vi håbe at du i stedet.." Fuck det, mand. Jeg vil bare gerne have lov til at have ondt i lidt tid og ikke skrue ned for mine ambitioner lige med det samme. Let a girl cry.

Jeg tror ikke på det der med at være realistisk hele tiden. Det føles komfortabelt -  når man ligger og stirrer op i loftet en hel dag fordi man vitterligt ikke ved hvad man skal gøre efter man har fået afslag på afslag, så er den nemme løsning at gå over til plan B eller C og så tænke at man nok også bare skal være tilfreds med det her. Der vil jeg hellere prøve at få mest muligt ud af plan A.
Jovist fik jeg ikke ønske nummer 1 opfyldt, men hvis jeg omgående havde trukket mig og sagt "okay, jeg bliver bare i Danmark så og skriver mig op til en studiebolig", så var jeg ikke kommet ind på det fedeste studie på King's College. Hvis ikke jeg havde fortsat med at sende manus ind til forlag efter forlag, så havde jeg aldrig fået det afgørende "ja tak".

Det handler ikke om hvor mange gange du falder, men hvor mange gange du rejser dig op. Det er nok blevet mit motto efterhånden. Jeg er skidenervøs for hele projekt England, og jeg er så fucking træt af uddannelse, legatansøgning og bogskrivning. Men jeg bliver ved. Næste år sender jeg en ansøgning til Cambridge. Om tre år satser jeg på at jeg at søge om en kandidatuddannelse på det universitet der sagde nej tak. Og du kan bande på at jeg bliver ved med at sende legatansøgninger ud igennem hele processen.
Det føles lidt som at lægge en hånd frivilligt på en varm kogeplade efterhånden, men som en klog ven engang sagde til mig, så udvikler vi os ikke medmindre vi er en lille smule bange. Så forhåbentligt er jeg ved at være igang med en kolossal udvikling, hvis den skal matche mit stressniveau. Back to failing!

Photo by Green Chameleon on Unsplash

Tanker når man søger bolig i London

Jeg er så småt ved at være klar til at indsende en ansøgning til en række boliger i London. Det er ikke nogen let proces, og involverer en del research og laaaange telefonkøer. Og så er der selvfølgelig prisen, men det er en helt, helt anden historie. I hvert fald har jeg nedfældet et par tanker der dukkede op undervejs i processen:

1) I forhold til at pundet er så lavt for tiden, så må det sgu da kunne lade sig gøre at finde bolig der ikke sluger hele min SU....

2) Jeg tog fejl. Fucking christ.

3) Er jeg egentlig ikke bare helt a-okay med fælles bad og toilet? Nej?

4) Øj, det her var alligevel billigt. Synd at busturen på 40 minutter hver vej gør værelset lige så dyrt som det der ligger tættere på campus.

5) "Welcome to King's College Accommodation Support. You are now number... eight in the queue."

6) (30 minutter senere) "You are now number... seven in the queue."

7) Hvis jeg skal vide om jeg kan ansøge om særlig leje, så skal jeg få fat i et Student Finance number. Eaz.

8) For at få et Student Finance number skal jeg åbenbart have et sted at leje. Er det Kafka der har lavet de her regler?

9) Download og udfyld formularen, og send. Okay, det kan jeg godt.

10) ... 24 sider!? Der skal stemples og underskrives af en... revisor?

Det er vist godt at der stadig er lidt tid inden september måned.

Photo by Daria Shevtsova on Unsplash

Hvordan sparer man lige op til 3 års uddannelse?

På trods af problemer med teknikken (suk), så er jeg faktisk inde i en ret god periode lige for tiden. Jeg har en del vikartimer sammen med søde børn, jeg skriver på min bog og så er der ved at være fremskridt i forhold til mit lettere grinagtige forsøg på at komme i form. Sikke et overskud! Lad os håbe det varer ved i mere end en uges tid.
Jeg tjener også rimelig fint med penge - sådan ret gennemsnitligt, tror jeg, når folk har sabbatår og arbejder to deltidsjobs. Det er ikke rigtig noget jeg selv mærker vildt meget til, for alt hvad jeg tjener bliver sendt over til det sorte hul der hedder Universitet i England på budgetposten. Jeg vil lige prøve at brække det lidt mere ned, mest for overskuelighedens skyld - eller hvis nogen bare mangler lidt inspiration.

Indtægter:
Som jeg har nævnt tidligere, så har jeg et par forskellige jobs. Jeg arbejder i en Rema 1000 som lukkevagt og så er jeg lærervikar på en folkeskole, og disse to indtægter udgør langt størstedelen af min samlede indkomst. Sådan, måske 85-90% af den.
Derudover laver jeg lektiehjælp. Det svinger meget i timetallet og lønnen er absolut ikke lige så god som mine primære indtægter, da det er B-indkomst. Derudover gør jeg også lidt rent en gang i mellem og får selvfølgelig også gavekort og penge til jul og fødselsdage.

Sidst men ikke mindst, så er jeg også ved at skrive en bog. Jeg betragter også det som arbejde, men eftersom den ikke er udgivet endnu, så er det nok lidt mere en investering end en reel indkomst lige nu. Forhåbentligt vil den sælge godt i fremtiden, haha.

Spare-strategi:
Jeg får altså en sum penge udbetalt hver måned, og mit mål er jo at lægge så stor en procentdel af de penge til opsparing som muligt. Der er et par forskellige måder jeg prøver at opnå dette på, uden at jeg føler at jeg går glip af alt for meget eller kører sur i hverdagen.

Lave faste udgifter
Den største nøglefaktor er selvfølgelig at jeg bor hjemme, for det sparer mig for tusindvis af kroner hver måned. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Der er en del unge der ligesom mig først vælger at flytte ud når de skal læse videre, for at få en endnu bedre opsparing. Derudover har jeg heller ingen bil (det er vitterligt bare et sort hul man kaster penge i hvis du spørger mig) og jeg kan cykle på arbejde.
Derudover har jeg ikke nogen streaming-abonnementer (jeg lider med Spotify med reklamer) eller faste skønhedsudgifter a la negle eller vipper. Jeg går til frisør to-tre gange om året og så prøver jeg så vidt muligt at bruge gavekort når jeg løber tør for skønhedsprodukter.
Mine faste udgifter består af forsikring, linseabonnement, et fast beløb hver måned jeg ligger fra til gaver, og så transportudgifter - det bliver typisk ikke mere end 150 kroner jeg bruger på det om måneden, når jeg er doven og tager bussen.

Investering
Jeg er ikke rigtig nogen investeringshaj, men jeg har dog fattet at jo tidligere du starter, jo mere kan renten få lov til at gøre sin magi. Derfor har jeg gang i en lillebitte investering til pension (udover den jeg har gennem arbejdet i Rema) og så investerer jeg også lidt ved siden af. Det drejer sig om ca. 200 kroner om måneden i alt, hvilket er næsten ingenting, men jo tidligere man starter, jo bedre.

FML-penge
Jeg har næsten ikke nogen penge lagt til side i den her, men jeg arbejder på sagen. Det er til når opladeren går i stykker, skærmen på telefonen smadrer eller de sidste par bukser revner. Ideelt set ville jeg gerne have penge nok stående til at kunne købe en ny computer når den gamle endelig tager sit sidste åndedrag, men lige nu prøver jeg bare at få nok til en ny oplader. Små skridt, så man er forberedt.

Fast rådighedsbeløb
Det bedste jeg vitterligt har gjort for mig selv. Jeg er timelønnet, så det er ret svært at udregne hvor meget jeg får udbetalt hver måned. Derfor øremærker jeg fast 1000 kroner til mig selv om måneden som jeg kan bruge på mad, biografture, sprogtimer og andre sjove ting.

Ekstra penge: Mest til alvor, lidt til sjov
Nogle gange får man som bekendt lidt småpenge igennem gaver, et par bukser der er blevet solgt, eller en mor der insisterer på at købe frokost. De her små beløb er mest bare til at gøre en lidt ekstra glad, og selvom jeg nok kunne prøve at være SuperMenneske og kaste det direkte over i min store opsparing, så synes jeg også der skal være lidt af en belønning. Jeg plejer at dele beløbet op og så give lidt til noget seriøst, og så bruge resten på noget sjov. Lige nu er der f.eks. et par flotte og unødvendige sko jeg ønsker mig, som jeg er ved at spare op til uden at tage af mine to primære indtægtskilder.

Sikke en roman! Hvis du har spørgsmål eller en kommentar (også bare "hvad fuck laver du?") til min lille strategi her, så vil jeg gerne høre fra dig. Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg bare rammer fuldstændig perfekt hver måned, men det er en god rettesnor at følge.

Photo by Sharon McCutcheon on Unsplash

Når man lige tror at man har styr på tingene...

... Så vælger karma selvfølgelig lige at klaske en spand isvand i hovedet på dig. Det lyder måske lidt overdrevet, men det skyldes altså at min computer har valgt at lagt sig til at dø, bedst som jeg lige begyndte at blive helt optimistisk omkring den der opsparing. For fanden da også. Jeg føler virkelig, virkelig ikke at jeg sådan har 8.000 kr+ til at trække ud og så bare kaste ned i et sort hul. Det er altså to måneders leveomkostninger ovre i England, mindst.

Til gengæld er det vel også en rimelig god påmindelse om at hey, jeg bliver nødt til at sørge for at lægge penge fast til side til den slags ting i fremtiden. Min telefon kan også hoppe af når som helst (den er rimelig gammel nu, i hvert fald når det gælder mobilers levetid), så det er nok en god idé at være forberedt til den slags. Så jeg ikke står ovre i England med 100 kr tilbage til resten af måneden og en smadret telefon. Det ændrer dog ikke på hvor mega nedtur jeg har over det lige nu.

Photo by Imani Clovis on Unsplash

Den nødvendige, kedelige opsparing

(Guldananasen er fucker sej. Jeg har selv en fra Areastore)

Jeg har endnu ikke rigtig skrevet om de hårde, kolde tal når man skal tilbringe tre år i en af de dyreste byer i Europa. Det får jeg lige taget mig sammen til lidt senere, men jeg kan sige så meget, at det er temmelig deprimerende læsning nogle gange. Især når man hader sit job i supermarkedet (men andre skal selvfølgelig ikke kommentere på det) og man har gået liiidt for mange dage uden at have fået vikartimer. Så føles pengene temmelig små, og det der mål om at spare op føles næsten umuligt. Suk. Men det handler jo om at ofre alle småtingene for at få noget bedre i fremtiden, ikke?

Jeg har derfor prøvet at gøre det nemmere for mig selv ved at inddele de forskellige poster i budgettet så præcist jeg kan og inddele det i måneder - og så i små mål jeg kan hygge mig lidt med, så det føles mere overskueligt. Så jeg kan se at jeg har sparet op til mine studiebøger, en måned i England med alle udgifter dækket, eller måske to måneders studieafgifter. Så føles det ikke som om at man bare kaster penge mod et sort hul, mens den der Rick Owens jakke står ved siden af og spøger i bevidstheden. Jeg har endda også overvejet at gå fuldstændig cliché og lave en Pinterest-tavle med motivation til at få sparet op.
Hvis nogen andre kender til det der med at skulle spare op til en stor ting (say 250.000 kroner) og har et par råd til hvordan man bevarer motivationen, så må I endelig sige til! Guderne skal vide at jeg har et stort beløb at kunne øve mig på...

Photo by rawpixel.com on Unsplash

Ting Børn Laver - og hvorfor lærere er supermennesker

Jeg er ikke god til børn. Det kan jeg lige så godt erkende allerede fra start af, og derfor er det også et mysterium hvorfor jeg netop har valgt at bruge mine hverdage på at være lærervikar på en skole (1 ud af 3-4 jobs jeg nørkler med). Jeg tror at jeg godt kan lide hele undervisnings-delen, men så snart vi kommer til børneopdragelse, så står jeg lidt af.
Men så er der lærerne. Dem der både skal være underviser, kontaktled mellem skole og hjem, og så mor og far for eleven. Hvis jeg har lært noget, så er det i hvert fald at jeg ikke nogensinde ville kunne udholde den dagligdag som et fast job. Men de her mennesker, de elsker sgu deres elever og de bruger enormt meget tid på dem. Det er sejt.

Her er så til gengæld hvad jeg har overhørt som vikar:

1) "Må jeg få dit nummer?"
Det kom fra en dreng i 5. klasse. Da jeg spurgte ham om hvad han skulle bruge det til, forklarede han at han gerne ville "sende sjove billeder af hans storebror". Nah. Jeg tror godt at jeg kan undvære.

2) "Julie... jeg har skåret mig"
Vi var cirka 17 minutter inde i min første time med madlavning (eller hjemkundskab som det tidligere hed). Børn flipper altid helt ud når de kommer til skade. Så skal man altså lige huske hvor førstehjælpskassen er, og i øvrigt finde sin indre pædagog frem...

3) "Så blandingsøkonomi er lissom' hvor man har lidt af begge dele, ik?"
Jeg elsker når jeg føler at jeg rent faktisk lærer elever noget nyt. Jeg er selvfølgelig ikke lærer eller noget som helst, og er mere eller mindre bare kastet lige ud i krydsilden, men jeg kan godt lide at freestyle lidt. Det er så nemt bare at få dem til at stirre ind i en skærm og lave grammatikopgaver i al uendelighed, men jeg vil rent faktisk gerne lære dem noget nyt - og når det lykkes, så er det seriøst noget jeg kan leve højt på resten af ugen.

4) "Må vi ikke se youtube?"
Efter at computere blev mere eller mindre standarden i folkeskolen, så bruger børn også utrolig lang tid på at se youtubevideoer og lytte til musik. Eller spille Tetris. Det er super irriterende at man altid skal overvåge dem for at sikre sig at de lærer noget.

5) *Gråd*
Børn der græder. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af hvordan man ordentligt hjælper dem. Jeg har formået at gøre det et par gange, men jeg er virkelig, virkelig dårlig til det.

6) Teenagere.
Det gode ved de store børn (7.-9. klasse) er, at man rent faktisk kan føre en sammenhængende samtale med dem. Det dårlige er at de er vildt dovne og er mere ligeglade.

7) "Mener du det?"
Åh, børn der stadig tror at jeg er en af de vikarer der bare ser film hele timen. Ja, jeg mener seriøst at du skal gå igang med dine ting. Vi er et kvarter inde i timen.

8) "Det kan godt være at jeg er ordblind, men så ordblind er jeg heller ikke!"
Det her var fra en dreng i en specialklasse, som havde trukket et kort under et spil som han skulle tænke lidt over - og ikke havde svært ved at læse det, som jeg ellers troede. Børn forstår altså at se på det sjove ved deres situation og så udnytte det.

9) "SKAL VI IKKE LAVE NOGET SJOVT!?"
Åh, det evige spørgsmål når man træder ind i en klasse. Nej, 6.C, det er femte gang I har mig og jeg er stadig ikke blevet den søde vikar. Vi har en plan. Back to work.

Photo by JESHOOTS.COM on Unsplash

Janteloven, kassejob og uni

Universitet i England er dyrt, det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. På trods af at jeg egentlig ikke ønskede et sabbatår, så kunne jeg godt se fornuften i at 1) få finpudset min ansøgning i stedet og lægge fokus fuldstændig på at få gode karakterer og 2) få tjent en masse penge. Jo mindre man kan låne, jo bedre, ikke?
Jeg har tre jobs for at maksimere mine muligheder for generere indkomst. Og ja, jeg forkæler mig selv en gang i mellem, men jeg går stort set aldrig i byen eller spiser ude, og de der typiske rejser man tager på i sabbatåret er ikke rigtig noget der er realistisk for mig. Men fuck det, der er jo en mening med galskaben, ikke?

Et af de jobs består i at være lukkeansvarlig i en Rema 1000. Jeg har været i butikken i omkring 4 år, og det virkede perfekt at kombinere eftermiddagsvagter og weekendvagter med arbejde der ligger i dagtimerne. Det er ikke just en dans på roser, men jeg har aldrig følt mig flov over at stå i en butik - og der er endda mange kunder jeg møder som virkelig anerkender hvor meget man knokler. Det er cool nok.
For et stykke tid siden mødte jeg så en eller anden lettere overfladisk bekendt person, som standsede for at småsnakke, går jeg næsten ud fra. Hans indgangsreplik var "nå, er du stadig her?". Hele hans attitude omkring mit arbejde var næsten sådan "kommer du ikke videre"-agtig. Come on. Du er provins-Brian der bruger timevis i træningscenteret og er startet på din 3. uddannelse, og jeg har aldrig ytret noget ondt om det. Hvad er der nu i vejen med at sørge for at du har et sted hvor du kan købe dine energidrik?

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde skåret igennem den dag og fortalt ham at jo, jeg er her stadig, for jeg har et meget håndgribeligt mål jeg ønsker at spare sammen til. At jeg skal finansiere mit drømmestudie på et universitet der ligger blandt toppen i verden. Men det er bare så sjældent at man liiige får sagt det helt rigtige og så dukker det først op flere timer efter. Til gengæld er jeg glad for at have fået den her påmindelse om at ingen skal komme og forsøge at rakke ned på mig over noget så fjollet som et butiksjob.

Photo by Blake Connally on Unsplash