lørdag den 24. marts 2018

Janteloven, kassejob og uni



Universitet i England er dyrt, det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. På trods af at jeg egentlig ikke ønskede et sabbatår, så kunne jeg godt se fornuften i at 1) få finpudset min ansøgning i stedet og lægge fokus fuldstændig på at få gode karakterer og 2) få tjent en masse penge. Jo mindre man kan låne, jo bedre, ikke?
Jeg har tre jobs for at maksimere mine muligheder for generere indkomst. Og ja, jeg forkæler mig selv en gang i mellem, men jeg går stort set aldrig i byen eller spiser ude, og de der typiske rejser man tager på i sabbatåret er ikke rigtig noget der er realistisk for mig. Men fuck det, der er jo en mening med galskaben, ikke?

Et af de jobs består i at være lukkeansvarlig i en Rema 1000. Jeg har været i butikken i omkring 4 år, og det virkede perfekt at kombinere eftermiddagsvagter og weekendvagter med arbejde der ligger i dagtimerne. Det er ikke just en dans på roser, men jeg har aldrig følt mig flov over at stå i en butik - og der er endda mange kunder jeg møder som virkelig anerkender hvor meget man knokler. Det er cool nok.
For et stykke tid siden mødte jeg så en eller anden lettere overfladisk bekendt person, som standsede for at småsnakke, går jeg næsten ud fra. Hans indgangsreplik var "nå, er du stadig her?". Hele hans attitude omkring mit arbejde var næsten sådan "kommer du ikke videre"-agtig. Come on. Du er provins-Brian der bruger timevis i træningscenteret og er startet på din 3. uddannelse, og jeg har aldrig ytret noget ondt om det. Hvad er der nu i vejen med at sørge for at du har et sted hvor du kan købe dine energidrik?

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde skåret igennem den dag og fortalt ham at jo, jeg er her stadig, for jeg har et meget håndgribeligt mål jeg ønsker at spare sammen til. At jeg skal finansiere mit drømmestudie på et universitet der ligger blandt toppen i verden. Men det er bare så sjældent at man liiige får sagt det helt rigtige og så dukker det først op flere timer efter. Til gengæld er jeg glad for at have fået den her påmindelse om at ingen skal komme og forsøge at rakke ned på mig over noget så fjollet som et butiksjob.

Photo by Blake Connally on Unsplash

Ingen kommentarer:

Send en kommentar