Medmindre du for nyligt har fundet en ukendt milliardær som påstår at være din far, eller du nogle gange spontant får indsat et sekscifret beløb på din bankkonto, så er det nok de færreste af os der kan købe luksusvarer når vi 'lige falder over noget'. Men det afholder os bestemt ikke fra at sukke over det.
Hvis jeg først ser noget jeg kan lide, er det svært for mig at glemme det igen. Omvendt kan jeg heller ikke bare smide en masse penge efter et eller andet luksus hver måned, for jeg er egentlig bare en fattig studerende. Det er selvfølgelig pænt fucking nederen. Altså, lige indtil jeg opdagede hvad matematik B egentlig kan bruges til.
Så jeg åbnede fluks mit Numbers-ark (billedet viser standard-versionen) og på omkring en time fik jeg lagt et budget. Jeg har været pissedårlig til at holde mit gamle budget, men Numbers havde en rigtig overskuelig skabelon. Jeg fik et overblik over mine faste udgifter og jeg prøvede at finde et passende beløb der kunne bruges på useriøse ting som Faxe Kondi og cheeseburgere midt om natten. Det dækkede lige præcis min (meget lave) SU-sats. Hvilket egentlig betyder at jeg kan lægge hele min løn til side. Se, det er lige netop den slags matematik jeg kan lide.
Næste skridt var så at lave endnu et regneark. Denne gang nedskrev jeg så samtlige luksus-ønsker jeg gik med, om det så var en klassisk Chanel taske eller et par obskure loafers. Jeg inddelte det i kategorier, designer og cirkapris. De ting jeg allerede ejede, markerede jeg med grønt. Hver gang et nyt ønske popper frem, går jeg ind og læser min ønskeliste. Nogle gange kommer det nye ønske på, men andre gange finder jeg ud af at jeg slet ikke var så interesseret alligevel - for der er så mange andre ting jeg hellere vil have. Og ønskelisten er også god at kigge lidt på når man overvejer at købe en kaffe mere eller bestille abonnement på endnu et modemagasin. I længden sparer du altså en hel del penge ved at skære ligegyldigheder ned (ikke helt fra, a girl needs her late-night cheeseburgers) og så virker de der ønskekøb ikke så langt ude i fremtiden igen.
Jeg ved godt at man nok skal være realistisk omkring sit budget og ikke satse på at købe en Chanel om seks måneder, hvis du skylder en million væk og i øvrigt er på SU. Men jeg tror altså også at bare 200 kroner lagt til side hver måned gør en forskel i længden, selvom det først virker lidt åndssvagt. Måske kan du sælge dit aflagte tøj. Måske opsiger du dit abonnement. Måske får du lidt tilbage i skat. Når først man har dækket sit budget og har en opsparing for alt det kedelige, så kan man også godt prøve at lægge til side til et luksuskøb. Jeg fandt i hvert fald ud af at jeg godt kunne købe mit Hermés armbånd da jeg stoppede med at shoppe i H&M for en stund.
Nogle mennesker hæver nok et øjenbryn når jeg kommer gående med mit armbånd og tror automatisk jeg er en eller anden Hellerup-type, men de ved trods alt heller ikke hvor meget jeg har sparet for at få fat i det. And I don't give a shit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar